Udvidelse af produktionskapaciteten til fjernvarme
Ølgod Fjernvarmeselskab har efter flere års planlægning, netop afholdt et EU-udbud, hvor der nu er tegnet kontrakt med det Aalborggensiske firma Krebs A/S om opførelse af et 5 MW luft til vand varmepumpeanlæg med CO2 som kølemiddel, samt en ny udpumpningscentral.
Rådgiver på projektet er Dansk Fjernvarmes Projektselskab.
Bygningen og arealet til energioptagerne er udlagt således at anlægget kan udvides op til 10 MW. Anlægget forventes driftsklar sommeren 2025.
Udover varmepumpeanlægget opføres der også en varmeakkumuleringstank med et indhold på 3.500 m³. Tanken opføres af Esbjerg firmaet Steel Tank A/S. Ved siden af tanken er der forberedt og gjort plads til endnu en tank af samme størrelse.
Den samlede entreprisesum inklusiv bygherre leverancer beløber sig til 60 mio. kr.
Foreløbige tegning af bygninger og fordampergård ses herunder.
Baggrund for investeringen.
Efter gasprisens himmelflugt i 2022, opstod der stor efterspørgsel efter den billige fjernvarme i byen, hos de naturgas opvarmede industrivirksomheder, samt øvrige naturgas opvarmede bygninger tæt på fjernvarmenettet. Der er som følge heraf tilsluttet mere end 50.000 m² bygninger til fjernvarmenettet, og det har affødt et behov for mere produktions- og udpumpningskapacitet.
Siden 2006 er fjernvarme hovedsageligt produceret på biomasse (skovflis), og som følge at udvidelsen af nettet i 2022 - 2023, kører biomasseanlæggene på højtryk igennem hele vinteren, og da det ene anlæg nu er ved at være afskrevet, giver det mening at reinvestere i endnu mere elektrificering af fjernvarmeproduktionen. Siden 2021 er mellem 10 - 20 % af fjernvarmen årligt produceret på el, til en omkostninger der er billigere end flis. Med det nye anlæg styrkes muligheden for produktion af fjernvarme på el, og det forventes at anlægget vil producere mellem 30 - 50 % af varmebehovet. Forbruget af bæredygtig biomasse forventes derfor at falde i årende fremover.
Beslutning om byggeriet har været længe undervejs. De første tanker opstod i 2020, hvor vi sikrede plads til anlægget, ved at opkøbe nabogrunden. Da elpriserne stak af i 2022 lagde det en lille dæmper på overvejelserne, men bestyrelsen var dog ikke i tvivl om at elektrificeringen er en del af fremtidens fjernvarme, og er altså nu nået i mål med beslutningen. Elektrificeringen af fjernvarmeproduktionen giver os derved yderligere muligheder for at udnytte perioder med lave spotpriser, deltagelse i Intraday markedet, og levering af systemydelser til Energinet.dk. Den samlede varmekapacitet produceret på el kommer således op på 11 MW.
Konsekvens for forbrugerne.
Investeringen er med til at fremtidssikre de i forvejen lave fjernvarmepriser, mod generelle samfundsudviklinger. Investeringen forventes ikke at ville medføre en reduktion i fjernvarmetaksterne, men vil gøre fjernvarmeproduktionen mere fleksibel, begrænse risikoen ved haveri på biomasse anlæggene, hvoraf det ene anlæg nu har været i drift i 18 år, fortrænge drift på fossile kedler, samt øge forsyningssikkerheden, ved at der nu kan udpumpes fjernvarme fra 2 selvstændige centraler.